8
Konkurrenternes vurdering
Af Thomas Jansen: En ny sæson, nye hold, nye spillere og nye forventninger. Det er altid spændende at tage hul på sæsonen. Inden sæsonens første runde tog vi en snak med tre af vores nærmeste rivaler. En snak om Blokhus FC, rivalernes egne hold og generelle forventninger forud for sæsonen. Læs her hvilke vurderinger Søren Kusk, Finn Christensen og Jacob Krüger har forud for sæsonen.
Cheftræner Søren Kusk Hobro:
Hvordan vurderer du Blokhus FC´s styrke forud for sæsonstarten? Det er selvfølgelig svært at sige på nuværende tidspunkt, men jeg tror det er et mere homogent hold end det har været tidligere. Det er også en af de dyder, de nu skal til at have lagt ind i deres spil. Kontinuitet og en samhørighed på holdet. Jeg tror der er mere ro omkring holdet end der var sidste år. Derfor tror jeg også, at Blokhus FC på sigt bliver stærkere end de var sidste år. Hvordan står I selv rustet til denne sæson? Det er svært at vurdere endnu. Vi sluttede selvfølgelig godt af i sidste sæson, men vores trup er ekstrem smal og det betyder jo at vi er sårbare over for karantæner og skader. Vores trup er på nuværende tidspunkt ikke så stærk. Vi har bl.a. Danilo ude og jeg håber selvfølgelig på at han bliver klar igen. Der er selvfølgelig kommet nogle spillere til, men der er også nogle som er smuttet, så vi er i hvert fald svækket i bredden. Kvalitetsmæssigt har vi nok et rimelig højt niveau, men det er svært at vurdere på nuværende tidspunkt. Slipper vi for skader, så ser det fornuftigt ud, men vi er meget sårbare. Hvem kommer til at spille med i toppen og hvem ender i bunden? Der er ikke nogen tvivl om at Blokhus FC kommer til at spille med i toppen. Jeg tror også AaB kommer med i toppen. Vores egen placering er meget afhængig af om vi kan få tilført forstærkninger her i slutfasen af transfervinduet. Sker det ikke, så tror jeg, at vi skal være glade for en midterplacering. Kan vi få et par spillere ind med det rigtige kvalitetsniveau, så kan vi godt begå os i den bedste ende af tabellen. Med hensyn til hvem der ender i bunden, er det utroligt svært. Det kan jeg ikke vurdere. Jeg tror det bliver en meget jævnbyrdig række i år i forhold til tidligere og jeg tror der kan komme nogle overraskelser. Toppen bliver måske ikke så stærk som sidste år, men pludselig kan et hold som Varde eller Svendborg dukke op, som man ikke havde regnet med. Hjørring har jo også fået mange nye spillere, så det kan også blive dem, som pludselig er med fremme. Rækken er speciel i år og svær at forudse.
Cheftræner Finn Christensen AaB II:
Hvordan vurderer du Blokhus FC´s styrke forud for sæsonstarten? Hvis jeg skal kigge erfaringsmæssigt i forhold til sidste sæson, som må man sige at Blokhus FC var med i toppen og det tror jeg også de vil være i år. Jeg ved godt at man har mistet nogle og at der er kommet nye til. De nye kan jeg ikke vurdere. Jeg har ikke set Blokhus FC's optaktskampe, men min forventning er, at Blokhus FC og Hobro vil komme til at ligge i toppen og komme til at kæmpe om det. Hvordan står I selv rustet til denne sæson? Vi fik brugt en masse unge spillere i sidste sæsons anden halvdel og det er nogle af de tendenser vi gerne vil have frem igen. Vi skal have en masse erfaring ind i vores spillere. Det er vores fokuspunkt og så kan vi forhåbentlig få en placering som nummer seks til otte. Det er vores hovedmål. Vi har mange unge folk, som er kommet op og skal have deres første sæson som senior. Det er nogle af dem som har fået prøvet sig af i anden halvdel af vores sæson sidste år. Det er jo sådan vi arbejder. Der er ingen af de spillere, som nu rykker op, der ikke har spillet en eller to kampe for os i 2. Division. Selvom de er U19 spillere, må de gerne mærke niveauet i forhold til senior. Det giver dem en god fornemmelse af hvad det er, de skal op til. Hvem kommer til at spille med i toppen og hvem ender i bunden? Bunden synes jeg er svær, men toppen mener jeg i hvert fald dem som jeg har nævnt, altså Blokhus FC og Hobro, har gode muligheder for at være med. Jeg kender nok lidt mere til Hobro end til Blokhus FC og jeg synes Hobro har et godt hold. Jeg tror også Blokhus FC selv har forventninger om at spille med i toppen. Hvis vi kigger tilbage på sidste sæson, så er det småtingene der gør om man kommer til at spille play-off kampe eller ej. Jeg er ikke i tvivl om at de to hold kommer til at spille med i toppen. Jeg ville blive overrasket hvis ikke de var med. Lad mig sige det sådan. Der er jo sket en masse ting i den 2. division. Næsby er bl.a. med igen og det er spændende at se hvordan de kommer tilbage. Næsby synes jeg var et godt hold sidste sæson og jeg tror ikke på, at de var kommet i fare overhovedet, hvis ikke de var blevet frataget de point.
Cheftræner Jacob Krüger FC Hjørring:
Hvordan vurderer du Blokhus FC´s styrke forud for sæsonstarten? Jeg tror Blokhus FC er et af de hold, der kommer til at snakke med om oprykning. Jeg tror ikke der er så mange hold, der kommer til at snakke med om oprykning, så jeg tror egentlig bliver et spørgsmål mellem Blokhus FC, Hobro og måske Århus Fremad. Jeg har et rimeligt kendskab til Blokhus FC truppen. Jeg har mødt dem et par gange selv, både som spiller og træner gennem de sidste år og de har mig bekendt ikke fået så mange nye spillere til denne sæson. Hvordan står I selv rustet til denne sæson? Det er svært at sige. Vi har mistet mange spillere og vi har også fået nogle spillere ind, så jeg tror at vi rent styrkemæssigt er på nogenlunde samme niveau, som vi var sidste år. Vores hold er ikke særlig godt spillet sammen endnu og det tror jeg godt kan koste os lidt i starten, men det kan vi forhåbentlig rette ind på senere. Jeg synes vi har fået nogle fine spillere, men vi har også mistet mange spillere, så alt i alt tror jeg det er gået nogenlunde lige op. Hvem kommer til at spille med i toppen og hvem ender i bunden? Der er helt sikkert nogle af Superliga reserverne, som vil være med i toppen. Hvis nu vi ser bort fra det og ser det i forhold til oprykningskampen, så tror, som jeg sagde før, at det bliver et spørgsmål mellem Blokhus FC, Hobro, Svendborg og så med en outsider i Århus Fremad. Men jeg tror det bliver de tre førstnævnte hold, som kommer til at slås om det. Med hensyn til bunden af tabellen, så synes jeg det er svært. Man er jo altid tilbøjelig til at sige, at oprykkerne vil komme til at ligge dernede, men jeg har ikke set dem overhovedet i nogen kampe og kender derfor ikke deres styrke. Svendborg var jo også et oprykkerhold, men var med i oprykningskampen i lang tid, så det er svært at sige. Det er så lidt der skiller, så jeg tror der er mange hold, som hvis de er lidt uheldige, kan ende i bunden. Det kan nemt blive det der afgør hvem der kommer til at ligge i midten og hvem der skal slås i bunden.